Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner
Fænomenalt godt skrevet - En fortælling som kommer ind under huden på læseren og efterlader et varigt mærke.
Jeg har meldt mig til DR romanklubben 2026 - Primært for at udfordre mig selv til at læse andre slags bøger end de gængse fantasy og middle grade bøger som jeg ofte vælger. Og her efter at have læst den første af de nominerede bøger så er det en beslutning jeg er uhyre glad for at have taget.
Vi følger en midaldrende mand som netop er løsladt efter at have afsondret en lang fængselsstraf og temaerne i bogen er bl.a. skyld og tilgivelse.
Historien fortælles både i nutiden og i fortiden, så læseren lærer hovedpersonen at kende både som den han er nu, den han var og hvad der er gået imellem disse to punkter i tid.
Bogen er kort - korte kapitler, små brudstykker af samtaler, korte episoder i tid. Men det er alt det forfatteren ikke direkte skriver som trænger ind hos mig som læser - og det på en måde så det både får hårene på armene til at rejse sig og smilet frem.
Mine absolut varmeste anbefalinger.
Bogen er udgivet på forlaget Gyldendal

Ingen kommentarer:
Send en kommentar