onsdag den 29. september 2021

Drageægget af C. G. Valentin

 Anmeldelse 3 ud af 5 stjerner

Denne bog er nytænkende på visse områder og clichéfyldt på andre.

Hovedhistorien om en den ung pige, Juliana,(The Chosen One), der falder igennem en portal og ender i et paralleltunivers, Novahr Orbis, der er befolket af dværge, elvere og magi, er en gentagelse af et “set up” jeg har set i mange andre YA fantasybøger. Juliana skal redde både sin egen og dette nye univers, og kun hun har de særlige evner der skal til. 

Under sit møde med indbyggerne i Novahr Orbis bliver den smukke elverprins forelsket i Juliana, men Juliana selv tiltrækkes dog mere af den mørke og mystiske Daerín. De 3 begiver sig sammen med bl.a. troldmanden Queridor på en rejse tværs gennem riget, for at Juliana kan helbrede dværgenes høvdingemoder. Denne del af fortællingen fremstår overfladisk og en anelse kedelig.

Bogens andet aspekt - nemlig at Juliana er Sindseerske qua sit eget personlige kendskab til psykisk sygdom - er derimod yderst nytænkende. Jeg ville sådan have ønsket, at denne del af fortællingen havde fyldt lidt mere i bogen. Vi får kort at vide, at Juliana før hun kommer til Novahr Orbis, havde visse udfordringer af psykisk karakter. I Novahr Orbis bliver dette til Julianas særlige evne, og hun begynder bl.a. at kunne se farverne på folks aura.    

Til slut vil jeg blot nævne, at med denne bog- og serietitel, så havde jeg nok forventet en del mere drageaktion end hvad bogen reelt indeholdt.

- Yvonne

Bogen er første del i fantasy trilogien Dragernes Ære. Bogen er udgivet på forlaget Klippe og er modtaget som et anmeldereksemplar.

tirsdag den 28. september 2021

Jensus hjælper til af Mikkel Sommer

 Anmeldelse 3,5 ud af 5 stjerner

Dette er fortællingen om en mild og hjælpsom mand, der trods gode intentioner kommer galt afsted, når han forsøger at hjælpe.

Bogen er læst højt for Katrine på 7 år og Sarah på 9 år. Pigerne fortæller om bogen, at den er god, fordi Jensus hjælper. Bogen er også lidt mærkelig, fordi når Jensus hjælper, så bliver dem han hjælper ikke engang glade. Jensen snynder en pige og lyver om at en død fugl er levende - det er lidt sødt fordi så bliver pigen glad igen. Men det er også lidt at snyde og det er jo ikke godt. 

Bogen er illustreret af forfatteren selv.

Bogen er udgivet på forlaget Forlæns og er modtaget som et anmeldereksemplar.

mandag den 27. september 2021

Revolvermanden af Stephen King

 Anmeldelse 1 ud af 5 stjerner 

Dette er bestemt ikke en bog for mig, og havde det ikke været fordi at den er næste fællesbog i min læsegruppe, så var jeg stoppet læsningen allerede før side 50.

Overordnet så fremstår fortællingen forvirrende, og vi skal meget lang ind i bogen før revolvermandens rejse gennem ørkenen på jagt efter Den Mørke Mand giver bare en smule mening. 

Undervejs i sin vandring gennem ørkenen møder revolvermanden andre mennesker. I disse møder gennensyres beskrivelserne af kvinder hvis hovedformål for historien er at være liderlige sexobjetter, og dette gør sig vel at mærke gældende for også helt unge piger.

Derudover indeholder bogen mange beskrivelser af voldscener, herunder med et udpræget fokus på kvinders underliv og skamferingen heraf. 

Det virker også som om farfatteren har et problematisk forhold til kristendommen, og der bruges en del plads til udskamningen heraf, uden at jeg helt synes at dette bidrager til historien.

Hvis du så krydre dette med en del tykfobiske bemærkninger, så har du essencen af den læseoplevelse jeg fik ud af denne bog.

Det er muligt at andre læsere kan få noget andet ud af bogen. For mig var læseoplevelsen bare for meget, for klam, for forvirrende og for kvindehadsk til, at jeg kunne fokusere ret meget på selve historien.

Bogen er første del af serien Det Mørke Tårn og er udgivet på forlaget Aschehoug.

søndag den 26. september 2021

Smart Book af Søren Jønsson

 Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner

Bøgerne er nogle sådan nogle “vælge bøger”, hvor du selv skal vælge din egen skæbne, og så springe frem til den side der står du skal gå til ? Du skal også bruge din telefon 📱til at scanne billederne, og så skal du løse en opgave på telefonen.

Vi synes at bøgerne er gode, spændende og sjove, særligt fordi man skal bruge sin telefon og fordi man selv er en af personerne. Men husk ikke kun at læse de her bøger, fordi de er faktisk mere et spil 🎮 end en bog. Derfor synes vi også, at man skal huske også at læse helt almindelige bøger. 

- Sarah 9 år og Mads 11 år

Bogserien består af titlerne:

Ildmesteren

Ærkemestertårnet

Dysterdragen

Alle bøgerne er illustreret af Brian Bak Jensen

Bøgerne er udgivet på forlaget Peasoup. Den tilhørende app kan hentes gratis i både Google Play og App Store.





lørdag den 25. september 2021

7 gode råd hvis… af Katja Vesselbo Døssing

Anmeldelse 3 ud af 5 stjerner 

Begge bøger er meget sjove. De handler om drengen Hugo og hans meget skøre famile - som i meget meget meget skøre. Jeg kunne blive ved hele dagen. Og også deres hund, som skal med overalt. 

 Hugo og familien kommer på en ferie, hvor alt ikke går som forventet. Hugo vil egentlig slet ikke af sted på ferie, han vil hellere bare sidde derhjemme og se Netflix og lege med sin ven 

I den gule bog skal Hugo på sportsferie og det bliver hårdt for ham, fordi Hugo er temmelig dårlig til alt slags sport. Hugos skøre familie får ham bl.a. til at cykle op på toppen af en vulkan 

Jeg kan godt lide bøgerne, fordi de er meget skøre.

- Mads 11 år

Bøgerne hedder:

7 gode råd hvis du absolut skal på skiferie fordi din farfar har vundet i Lotto

7 gode råd hvis du absolut skal på Sportsferie fordi din farfar har fået en rejse af sin ven Bent (som har knas med hoften)

Bøgerne er udgivet på Byens Forlag og er modtaget som anmeldereksemplare.

torsdag den 23. september 2021

Dødens spil af Anne Elvedal

 Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner

I bogen følger vi pigen Rebekka, der skal prøve at finde hoved og hale i sin fars pludselige død. Var der tale en ulykke, som den lokale betjent fortæller hende, eller blev hendes far i virkeligheden dræbt fordi han viste for meget…

Bogen ligger lige på grænsen mellem spænding og gys. Historien er godt fortalt og mysterierne trævles lige så stille op, i samme tempo som nye kommer til. Det betyder, at man som læser hele tiden tror, at nu har man regnet det hele ud. For i næste kapitel, at opleve små plottvist der gør, at historien igen er helt åben.

Der er masser af stemning i bogen, skabt bl.a. ved hovedpersonernes brug af et åndedræt, døde personers besættelse af de levende og så en sværm af mystiske sorte sommerfugle.

Sproget er let og ordrerne fylder nemt over siderne, dialogerne er gode og kapitlerne overkommelige i længden - alt dette gør at bogen er forholdvis hurtig at læse. Jeg har vekslet mellem lydbog og fysik bog i min læsning og begge dele har fungere rigtig godt for mig.

Bogen har et forholdsvist stort og alsidigt persongalleri - dette gør at forfatteren har haft mulighed for at flette både kærlighedshistorier, mor/datter konflikter, jalousi mellem veninder og andet ind i historien og det fungere også godt.

Alt i alt skal lyde en anbefaling herfra, hvis du står og mangler lidt uhygge til den kommende efterårssæson.

Bogen er første del af en paranormal gyser trilogi. Bogen er udgivet på forlaget Straarup & Co og er modtaget som et anmeldereksemplar.

mandag den 20. september 2021

Frostbid - Mikas bog af Helle Perrier

 Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner 

Bogen handler om en dreng Mika (og der er dig -læseren). Mika skal prøve at flygte fra vagterne. Mika skal kravle over en høj mur for at komme væk. Der er også nogle der dør. Mika bor i en isverden.

Man kan prøve bogen igen og igen hvis der sker noget, fx hvis din bedste ven dør. Jeg har læst bogen 2 gange 😊

Jeg kan godt lide at det er en "vælge selv" bog. Jeg ville ønske jeg kunne få lov til at vælge endnu mere i bogen.

Jeg håber der kommer flere bøger i serien. 

-Sarah 9 år

Bogen er udgivet på forlaget Krabat og er modtaget som et anmeldereksemplar. 

torsdag den 16. september 2021

Anna Storms Provence-køkken af Tom Oxager

 Anmeldelse 2 ud af 5 stjerner 

Denne kogebog er faktisk en original ide. At tage opskrifterne fra en skønlitterær bog (Tom Oxagers egen Anna Storm serie) og omsætte dem til en kogebog. 

Bogen bærer præg af, at forfatteren kender til det franske køkken på den ene eller anden måde.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er velbevandret i det franske køkken. Derfor fremstår retterne som yderst besværlige, og uden hjælp af billeder nærmest umulige. Jep du læste rigtigt der er ingen billeder af retterne i denne kogebog! 

Ydermere er mange af retterne med nogle vanskeligt tilgængelige ingredienser. 

Alt i alt bliver det en kogebog jeg fravælger når jeg skal lave mad. 

- Kenneth 

Bogen er udgivet på forlaget Mellemgaard og er modtaget som et anmeldereksemplar. 


mandag den 13. september 2021

Arven fra Fortiden af Nathali og Bettina Liane

 Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner

Sikke en fortsættelse! Det her er simpelhen kræs for fantasyfans.

Igen følger vi livet om bord på skibet Galathea. De to tvillinger Aia og Peter, samt vennerne Samuel, Suki og Henry, kommer ud for nogle drabelige prøvelser i løbet af denne bog. 

Morkinskinna jagter Aia, da en ældgammel profeti fortæller, at hun er tungen på vægtskålen hvis Morkinskinna vil vinde magten. Peter kæmper med at finde sin plads, efter i mange år at have stået i skyggen af sin modige søster, har han nu et brændende ønske om at træde i karakter. Desværre betyder dette at han undervejs træffer han nogle uheldige valg.

Indenfor venneflokken florerer kærlighed, jalousi, venskab, misundelse og egoisme. Har de 5 venner det der skal til for at holde sammen - For kun fælles er de måske stærke nok til at tage kampen op imod Morkinskinna og redde Igdrafell.

De to forfattere har skabt et utroligt eventyrligt univers. Kompleks i sin opbygning og samtidig helt utroligt gennemarbejdet. Der trækkes på gamle legender som Myten om Atlantis og Sagnet om Kong Arthur og hans magiske sværd, men forfatterne formår at gøre eventyrene til deres egne og sjældent har jeg oplevet noget så troværdigt som Awen-universet.

Der sker virkelig meget i denne bog - Både med hensyn til forhindringer og prøvelser som vores helte skal klare. Men bestemt også med udviklingen af karaktererne undervejs. 

Det har været en kæmpe fornøjelse at læse hver et kapitel og jeg glæder mig meget til når næste bog i serien udkommer.

Denne bog, og også dens forgænger, får mine absolut varmeste anbefalinger.

- Yvonne 

Bogen er 2. del i fantasyserien Awen. Bogen er udgivet på forlaget Turbine og er modtaget som et anmeldereksemplar. 

søndag den 12. september 2021

Estrid Ulvfare af Charlotte M. Larsen

 Anmeldelse 2 ud af 5 stjerner

Bogen fortæller historien om kvinden Estrid der mister mand og barn, og af sorg drives på flugt ud i skoven for at finde sig selv og sit kald.

Estrid modnes i skoven, hun lærer sig selv at kende, så da hun møder mennesker igen er hun forandret. Væk er husmoderen og bondekonen og frem træder den selvstændige kvinde.

Estrid optages i kongens hird og med hård fysisk træning bliver hun skjoldmø. Kamp, livet på havet og boderskabet blandt vikingerne fylder nu hele Estrid liv. Lige indtil den dag, hvor hun er klar til at tage hævn på den mand som var skyld i hendes mands og søns død, og hvor hun tvinges til at lære det politiske spil at kende for at overleve og opnå magt.

Jeg kan rigtig godt lide historien om Estrid. Fortællingen om den stærke kvinde, der rejser sig sig fra sorgens greb og tager magten over sin egen skæbne, er lige noget for mig.

Men jeg bryder mig ikke særligt meget om skrivestilen/fortællerstemmen i bogen. Bogen skifter imellem at være meget beskrivende om nogle hændelser. Fx et blodigt slag eller formen på kongens hal. For i andre situationer kun at bruge en linje eller sætning til at beskrive andre hændelser. Fx Estrid´s nat med Sorte Thorsten, eller da en kamp om Hedeby vendes fra angreb til nederlag. Dette gør at fortællingen virker rodet og inkonsekvent i sin form.

Bogen opsætning i afsnitsform gjorde at min læsning aldrig kom i flow. Dertil kommer at bogen skifter mellem at bruge et moderne sprog, for i de mere beskrivende afsnit at blive mere tungt og gammeldags. Dette gør igen at fortællingen fremstår inkonsekvent i sin form.

Jeg ved, at andre bloggere har været glade for bogen. Dette beviser blot endnu engang, at ikke alle bøger er for alle. Jeg kommer ikke til at læse videre i serien. Men bogens univers har dog fået mig til kraftigt at overveje om ikke det er tid til en genlæsning af “Røde Orm” af Frans G. Bengtsson.

- Yvonne

Bogen er første bog i serien om vikingekvinden Estrid Ulvfare. 

Bogen er udgivet på forlaget Mandrup og er modtaget som et anmeldereksemplar.

Min lille bog med håndtag - Forlaget Alvilda

 Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner

De her bøger er et rigtig godt eksempel på, at når bøger til de helt små er godt gennemtænkte, så fungere de bare 100% bedre.

Her er hvad vi synes fungere særligt godt ved disse bøger:

1) Teksten er kort og simpel.

2) Der er flapper på hver side.

3) Der er spørgsmål som barnet skal besvare på hver side, fx “Kan du finde den brune ko”, “Tæl alle sommerfuglene”, “Find det største dyr på siden” osv - Dette træner talforståelse, farverne og simpel matematik på en sjov måde.

4) Udformningen med håndtag gør at bøgerne er egnet til leg, ud over selve læsningen af dem.

5) Illustrationer er i klare farver med masser af liv og glæde.

Bøgerne får derfor vores varmeste anbefalinger til læsning sammen med de ca. 2-4 årige.

Tidlen på bøgerne er "Knurhår og haler" og "Dyr på gården"

Bøgerne er udgivet forlaget Alvilda og er modtaget som anmeldereksemplare.



lørdag den 11. september 2021

Amulet 7 - Ildfuglen af Kaza Kibuishi

 

Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner

Eventyret fortsætter i samme høje kvalitet som de første 6 bøger i serien. Tempoet er højt, tegnestilen imponerende og vi kommer endnu engang dybere ind i det fortryllende univers som forfatteren har skabt.

Emily og prins Trellis rejser i denne bog ned under havets overflade. Her forsøger de at tilgå “minderne” for på den måde at finde frem til Elverkongens svaghed. Dette betyder bl.a. på et gensyn med Emilys far og en kamp mod “Stemmen”.

Navin og General Pil må tage arbejde som køkkenhjælpere på et luftskib for at få råd til at rejse til Valcor. De jagtes forsat af Elverkongens dusørjægere, men de får hjælp fra en uventet kant. 

Der er masser af action, smukke illustrationer og spænding i bogen.

Denne bogserien er en rigtig “FamilieBog” - Vi har nemlig ikke mindre en 3 store fans her i huset: Katrine som læser bogen udelukkende ud fra illustrationerne. Hun var den første som snuppede bogen, da den ankom med posten, og hun er også den som har genlæst de øvrige bøger flest gange. Min mand, som har en fortid som “manga-fan”, og derfor er fuldstændig vild med både tegnestilen og historien. Og så undertegnet, som allerede nu går og ser frem til, at næste bind udkommer.

-Yvonne

Bogen er 7. del i serien Amulet og er udgivet på forlaget Alvilda. Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar.

torsdag den 9. september 2021

Ida holder fest af Cecilie Kondrup Michelsen

Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner

Bogen handler om pigen Ida som skal holde fødselsdagsfest. Ida har travlt med at gøre klar til festen. Hun gør rent og pynter op, og bager kage. Men alt går galt, da hunden Max blander sig. Max ødelægger ballonerne og spiser slikposerne, og da kagen brænder på, bliver det for meget for Ida. Nu gider hun slet ikke holde fest alligevel, når det hele skal være så besværligt.

Heldigvis så har Ida en sød lillesøster i Liva som gerne vil hjælpe, og som også er god til at få humøret op hos Ida igen.

En god bog om, at takle når tingene ikke lige går som man havde planlagt, og om hvordan man med lidt hjælp fra sin familien kan klare forhindringerne alligevel. 

Bogen er læst højt for Elisa på 3 år og Katrine på 8 år. Begge børn har lyttet interesseret til fortællingen undervejs og giver udtryk for at de synes bogen er god. Derudover så har særligt Elisa nydt at sidde og blander i bogen selv om aftenen før sengetid - Jeg tror det er de smukke klare farver på illustrationerne og hvordan pigernes stærke følelser er afbilledet, som særligt har fanget hende.

Jeg vil gerne rose siden med spørgsmål til slut i bogen - En fin detalje som kan hjælpe med at sikre at bogen er forstået af barnet. 

Bogen er flot illustreret i farver af Mette-Kristine Bak.

Bogen er udgivet på forlaget Kondrup og er modtaget som et anmeldereksemplar. 

onsdag den 8. september 2021

Tut og Tumult, del 1-3, af Kathrine Eg Mølhave

 Anmeldelse 3,5 ud af 5 stjerner

Bøgerne handler om pigen Agnes, der har fundet en amulet som kan få hende 3000 år tilbage i tiden, til dengang hvor Tutankhamon levede.

Agnes kommer med ind på paladset og møder Tutankhamon, og han siger at hun bare skal kalde ham Tut.

I paladset oplever Agnes hvordan Tut lever. Der er fx. en af Tut tjenere som skal tjekke om Tut´s mad er forgiftet. Da Tuts mad virkelig er forgiftet så får Agnes skylden, selv om hun har været sammen med Tut hele tiden og ikke tæt på maden.

Agnes har i nutiden læst, at Tut dør tidligt, og det vil hun forhindre. Det bliver svært og Agnes bliver bl.a. nød til at tage Tut med til nutiden.

Bøgerne er gode fordi historien sker i både fortiden og nutiden. Jeg har også lært noget af bøger, fx vidste jeg ikke at man havde en tjener som smagte på maden. 

- Mads 11 år

Bøgerne i serien hedder:

1) Fanget i Faraoens tid

2) En farao i vores tid

3) Tid til at redde faraoen

Bøgerne er illustreret af Angelica Inigo.

Bøgerne er skrevet i lix 17 og er udgivet på forlaget Elysion.

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer.


tirsdag den 7. september 2021

Sofasurfer af Helle Kaare Lindberg

 

Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner

En barsk historie om en ung mands kurs mod rendestenen.

Jonas er 17 år. Hans mor er psykisk syg og forholdet til hende er temmelig ustabil. Derfor sover Jonas de fleste dage på sofaen hos vennerne. Hans liv befinder sig i en sportstaske og med soveposen under armen flakker han omkring.

Kæresten Melissa er det eneste gode i Jonas liv. Men også her driller tilværelsen, for Melissas far kan ikke særligt godt lide Jonas og det betyder, at Melissa og Jonas kun ses i smug.

Barndomsvennen Mike er ekstremt voldelig. Men eftersom Mike som ofres åbner sit hjem for Jonas, så finder Jonas sig i Mike og hans udskejelser. Men da Jonas ved en fejl kommer til at lave en bule på Mikes bil, og derfor skal skaffe 10.000 kr., så går det for alvor ned af bakke for Jonas.

Alkohol, hash, hjemløshed, kriminalitet og arbejdsløshed - bogen berør det hele, og fortællingen er rå og usødet. 

Jeg læste bogen på 2 dage og var helt opslugt af historien. De udtryksfulde illustrationer undervejs i bogen, skabt af Nina Broen, var med til at skabe den helt rigtig stemning. 

Desværre slutter historien af med et noget karikeret møde mellem Jonas og ordensmagten, hvor den bassespisende jyske politibetjent får Jonas til at erkende et indbrud. Jonas får 6 måneders ubetinget fængsel for indbrudet. ØV altså en fejl fra forfatterens side i hendes research - Straffen for indbrud ligger som udgangspunkt på 30 dage (en simpelt google søgning kan fortælle dig dette), og når der laves sådan en bommert, så får det mig til at tvivle på, hvor realistisk resten af historien i virkeligheden var.

- Yvonne

Bogen er udgivet på forlaget Silhuet og er modtaget som et anmeldereksemplar.

mandag den 6. september 2021

Det hemmelige kattebageri af Helena Läks

 Anmeldelse 2 ud af 5 stjerner

En temmeligt lang og noget forvirrende højtlæsningsbog med smukke illustrationer.

 To katte finder en hemmelig gang bag ved komfuret i deres lejlighed. I et lille rum laver de her et bageri, hvorfra de sælger eventyrlige kager, som bringes ud af en due. Den gamle vildkat Aksel bliver misundelig på kattenes succes og forsøger at saboterer kattebageriet. 

Historien tager mange uventede svinkeærinder undervejs, hvoraf flere slet ikke giver mening og ofte er helt uden betydning for selve hovedfortællingen. 

Bogen er læst højt for Elisa på 3 år og Katrine på 8 år. Bogens længde gjorde, at jeg delte den over 2 aftener, men alligevel kunne jeg ikke holde børnenes opmærksom fanget undervejs.

Bogen er flot illustreret af Regina Lukk-Toompere.

Bogen er udgivet på forlaget Arkimedes og er modtaget som et anmeldereksemplar.

lørdag den 4. september 2021

Academia 1 - Den anden komponent af Line Wenzel

 Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner 

Det bedste i denne bog er, efter min mening, hele det akademiske univers som forfatteren har skabt. Jeg er vild med samspillet mellem elever og lærere. Deres fælles higen efter lærdom og viden. Og den rivaliserende stemning der er både mellem de forskellige universiteter, men også internt mellem medlemmerne hos særligt alkymisterne.

Bogen starter dramatisk ud med at en bygning styrter sammen. De forskellige universiteter giver hinanden skylden og stemningen er intens lige fra første kapitel. Nia, en hermetik (alkymist) elev sættes på opgaven med at opklare hvorfor sammenstyrtningen fandt sted og hun går videnskabeligt og grundigt til værks.

Nia påtvinges en partner i opklaringsarbejdet, Aden, som tilhører institut for astronomi. Men Nia er slet ikke så overbevist om at sådan en "stjernekigger" har noget at byde ind med til efterforskningen. Og da medlemmerne fra universitetet Pythia (som bl.a. specialiserer sig i tarokkort og fremtidssyner) blander sig, bliver det noget af en udfordring for Nia at holde sine fordomme for sig selv.

Efterforskningen viser sig selvfølgelig ikke så ligetil, flere lyssky hændelserne ser dagens lys og pludselig befinder Nia og Aden sig midt i en kamp for at rense Nia's navn og opklare den mulige eksistens af "Den anden komponent".

Jeg holder utroligt meget af Line Wenzels bøger. Hendes sprog er ukompliceret, der er stemning, men ikke unødige fyld. Der sker noget i hvert kapitel og lige pludselig så er bogen slut og jeg sidder og higer efter mere. 

- Yvonne 

Bogen er første del i alchemypunk-serien Academia og  den udkommer på forlaget Tellerup den 18/9.

Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar. 

torsdag den 2. september 2021

Tor og ridder Arn på eventyr, del 1-3, af Lone Halkjær


Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner

Tor vil gerne være ridder. Han har trænet i mange år sammen med sin far. På et tidspunkt kommer der en ridder til byen. Ridderen hedder Arn. Arn siger, at hvis man vil tages i ridderlære, så skal man vise sit mod. 

Tor beslutter at vise sit mod ved at fange nogle banditter, der er i skoven. Tor ser, at Arn er ved at tabe kampen til banditterne. Tor vil hjælpe ham og derfor løber han ind og slår en bandit ud med bagsiden af sit sværd. 

Bagefter tager ridder Arn Tor i lære. De træner meget hårdt sammen og de tager på missioner sammen. Fx skal de redde prinsesse Isolda, fordi hun er blevet kidnappet og banditterne vil have en stor løsesum. De skal også redde en by fra en drage, som er blevet gal.

Jeg kan godt lide bøgerne fordi der er kamp og spænding i.

- Mads 11 år

Bøgerne i serien hedder:
1) Tor fanger tyve
2) Tor og prinsesse Isolda
3) Tor og den grønne drage

Bøgerne er alle flot illustreret i farver af Tina Burholt

Bøgerne er udgivet på forlaget Elysion og er skrevet i lix 10.

Bøgerne er modtaget som et anmeldereksemplar.

Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee

 Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner En mesterværk ud i ordentlighed overfor vores medmennesker. Atticus, den lokale advokat, opdrager 2 børn alen...