fredag den 30. juni 2023

Bastian og TikTokZombierne af Jakob Løvgren Leth

Anmeldelse 3 ud af 5 stjerner

Morsom og tidsaktuel zombiebog.

Kan man kombinerer zombier og vampyr med TikTok og en usikker ung dreng - Svaret er helt bestemt ja og jeg fik under læsningen vipes a la Dennis Jürgensens bøger i Freddy-serien.

Bastian har ikke rigtig nogle venner, hvis man altså ser bort fra de udøde som han hjælper om natten på kirkegården. I jagten på popularitet får han uheldigvis sluppet en zombie løs på byen, og selv om det helt sikkert giver mange likes på TikTok at dele en zombievideo så må Bastian indse, at det hele nok var en rigtig dårlig ide.

Jeg morede mig under læsningen og Bastian er en skøn karakter at læse om. Bogen har nogle småfejl - bl.a. et navn som gentagne gange staves på to forskellige måder, ligesom slutningen er en smule letkøbt og brat, men læseoplevelsen står alligevel tilbage som overordnet god.

Bogen er meget hurtigt læst og kan anbefales til mellemtrinnet og op efter.

Bogen er udgivet på forlaget Krabat.

torsdag den 29. juni 2023

Bogen der absolut ikke ville læses af David Sundin

 Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner

Dette er 3. bog i serien og konklusionen herfra er fortsat, at de her bøger på den mest fantastiske måde skille sig ud og får smilet frem hos læseren.

Der leges med formen både i opsætningen og illustrationerne i bogen og det gør, at oplæsningen af bogen ikke ligner noget andet vi tidligere har læst. Bogen bytter bogstaver rundt, vender siderne om, skriver stort og småt og meget, meget mere - alt sammen for at "drille" læseren" og man kan ikke andet end at blive glad af at læse bogen. 

Bøgerne i serien kan læses uafhængig af hinanden. 

Vores absolut varmeste anbefalinger. 

Bogen er udgiver på forlaget Gutkind og er modtaget som et anmeldereksemplar.  




tirsdag den 27. juni 2023

Louca 1, Startskudet, af Bruno Dequier


Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner 

Tegneserien handler om Louca som er dårligt til næsten alting. Men det hele ændrer sig da han møder et spøgelse. 

I starten er Louca skræmt, men så finder han ud af at spøgelset vil hjælpe ham med at blive god til fodbold og også andre ting.

 Det bliver ikke let for Louca for han skal igennem hård træning 

Jeg kan godt lide bogen fordi den er spændene og handler om fodbold. Jeg kan også godt lide at Louca er så selvsikker.

- Mads 13 år

Bogen er udgivet på forlaget Gads børnebøger og er modtaget som et anmeldereksemplar. 

mandag den 26. juni 2023

Løgnens træ af Frances Hardinge

 Anmeldelse 2 ud af 5 stjerner 

En ung pige som gerne vil være videnskabsmand, en præst som gerne vil være berømt, en person som søger hævn og er mystisk træ som lever af løgne. 

Jeg havde meget høje forventninger til denne bog da ideen og bagsiden virkelig fangede min interesse. Desværre står læseoplevelsen tilbage som en kedelig, nogle gange lidt rodet og skuffende oplevelse. 

For det første så er bagsideteksten = 2/3 af handlingen og på dem måde så er bogen lidt spoilet på forhånd. For det andet så savner jeg stadig svar efter at sidste side er vendt. Hvad vil bogen egentlig fortælle om -  Handler det om kvindekamp, om løgnens væsen eller om forholdet mellem børn og deres forældre. Måske lidt af det hele 🤔 Uanset svaret herpå, så fangede historien aldrig rigtig min interesse. 

Ikke en bog jeg kan anbefale. 

- Yvonne 

Bogen er udgivet på forlaget Turbine. 

søndag den 25. juni 2023

Emil fra Lønneberg, En samling af sjove skarnsstreger, af Astrid Lindgren

Anmeldelse 4,5 ud af 5 stjerner

Bogen handler om Emil som laver en masse skarnstreger. Når Emil er fræk så bliver han smidt ind i skuret og her skal han tænke over hvad han har gjort.

I en af historierne får Emil en hest som kun han kan styre, og i en anden sidder hans hoved fast i en suppeskål.  

Jeg kendte næsten alle historierne i forvejen, men den med musen kendte jeg ikke. 

Bogen er rigtig sjov, så hvis du godt kan lide filmene om Emil fra Lønneberg, så synes jeg også at du skal prøve at læse bogen. 

- Sarah 11 år

Bogen er flot gennemillustreret af Björn Berg og dette gør, at bogen også vil være rigtig godt egnet som højtlæsningsbog.

Bogen er udgiver på forlaget Gyldendal og er modtaget som et anmeldereksemplar. 

Mal med vand, forlaget Alvilda

 Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner 

Rigtig god kombination af findebog og kreabog.

De her bøger var et øjeblikkelig hit herhjemme. Udstyret med vand og pensel fik Elisa på 4 år flere timer til at gå med at male, finde og forundres over bøgerne magiske farver.

Sarah og Katrine på 9 og 11 år kunne heller ikke holde fingrene væk fra bøgerne.

Og bedst af alt så krævende oprydningen kun en tør klud og så var bøgerne klar til en ny omgang leg.

En meget stor anbefaling herfra.

Bøgerne er udgivet på forlaget Alvilda og er modtaget som anmeldereksemplare. 



lørdag den 24. juni 2023

Fri frø af Rebecca Bach-Lauritsen

 Anmeldelse 3 ud af 5 stjerner

Billedbog om en frø som tør være anderledes.

Bogen handler om en frø som ikke vil svømme, men i stedet meget hellere flyve. Frø prøver og prøver, men det er ikke så let at flyve - når man er en frø.

Bogen er læst højt for Elisa på 4 år og dele af historien gik desværre lidt hen over hovedet på hende. Sætningerne er bygget op på en sådan måde, at der mangler en del fyld ord i fortællingen. Som voksen læser forstår jeg godt historien, men for et yngre barn så virker de korte sætninger uden fyldstof lidt usammenhængende og vi oplevede at Elisa mistede interessen undervejs.

Bogen er skønt illustreret af Charlotte Pardi.

Bogen er udgiver på forlaget Gutkind og er modtaget som et anmeldereksemplar. 


fredag den 23. juni 2023

2 bøger om Lille Tut af Maria Mac Dalland

Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner

Rigtig fine billedbøger som er særligt velegnet til børnehavebarnet.

Bøgerne er skrevet i et letforståeligt sprog og fanger med det samme interessen hos Elisa på 4 år som vi læser højt for. 

Hver bog indeholder en sød historie som er ens opbygget - Starten og slutningen er fx ens i begge bøger og det gør at højtlæsningen er dejlig genkendelig fra bog til bog.

I begge bøger tager Tut og hendes venner ud på en eventyrlig rejse i deres helikopter hvor de leger og møder nye venner. Derefter tager de hjem igen hvor Tut får et knus af sin mor og i begge bøger har de et lille minde med hjem.

Det lyder måske simpelt, men det fungerer. Elisa var 100% fanget af historien og som højtlæser kunne man ikke andet end at smile undervejs. 

En meget varm anbefaling herfra.

Bøger hedder: 

Lille Tut og fugleungen

Lille Tut og Søhesten

Bøgerne er illustreret af Edda Hrönn og Sofie Louise Dam

Bøgerne er udgiver på forlaget Carlsen og er modtaget som anmeldereksemplarer.

onsdag den 21. juni 2023

Havet kalder af Nicole Boyle Rødtnes

 Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner 

Tankevækkende ungdomsbog om liv og død.

På Odinsørene lever et lille samfund side og side med fortællingen om sælkvinden. Et sagn der fortæller at de mennesker som kaster sig i havet for at begå selvmord bliver til sæler, men en dag om året tvinges de til at gå på land og leve som mennesker igen. Tager man deres sælskind fra dem på denne dag, så kan de ikke vende tilbage til havet, men må i stedet leve en forbandet tilværelse som levende mennesker igen - mennesker som konstant høre havet kalde på dem.

Dette er udgangspunktet for bogens historie om kærlighed, håb og tunge følelser. 

Vi følger en gruppe af unge mennesker, hvoraf flere af dem er selvmordere (sæler) som er tvunget tilbage til livet, fordi en fisker har taget deres skind. Bogen berør emnet selvmord ud fra både hovedpersonen og de efterladte synsvinkler.

Forfatteren er en mester i at sætte en stemning og sproget er smukt, så det er en fryd at læse med. Beskrivelserne i bogen maler med lethed billeder frem af scenerne. Bogen skrifter med en naturlig lethed mellem de forskellige jeg-fortællere og giver dermed et nuanceret indblik i historien fra flere synsvinkler. 

Mine absolut varmeste anbefalinger. 

Bogen er udgivet på forlaget Alvilda og er modtaget som et anmeldereksemplar. 


mandag den 19. juni 2023

Solo Leveling 2, De tre bud, af Chugong

Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner 

Tegneserien handler om drengen Jinwoo der er en jæger. Det betyder at han skal ud på farlige missioner får at få penge. Jinwoo er det dårligste rangerede jæger, men på den mission de er på nu, er det ham der regner ledetrådene ud og på den måde redder han 5 personer. Men det er på bekostning af at han selv dør. Jinwoo dør alligevel ikke. Det er ligesom et computerspil hvor man kan respawne.

Jeg kan rigtig godt lide denne tegneserien fordi den minder rigtig meget om en computerspil. Der er meget kamp i og gåder som kun hovedpersonen kan klare. 

Jeg glæder mig rigtig meget til at bog 3 udkommer - Jeg håber meget den kommer snart.

- Mads 13 år

Tegneserien er udgiver på forlaget Cobolt og er modtaget som et anmeldereksemplar. 

søndag den 18. juni 2023

Skoven af Sarah Engell

 Anmeldelse 2 ud af 5 stjerner

Et forskningsforsøg går grueligt galt og planter og dyr tager magten tilbage. Dette er udgangspunktet for denne dystopiske ungdomsbog, som også berør savn, død, kærlighed, venskab og jalousi.

Jeg blev aldrig rigtig fanget af historien som havde et gennemgående uvirkeligt præg over sig. Ask er en nogenlunde interessant karakter, men jeg oplevede ikke rigtigt at komme ind under huden på ham under læsningen af bogen. Ask savner sin mor som lige er død, og også sin far som arbejder for meget, han savner sine gamle venskaber og savner at høre til i fællesskabet. Vi høre om dette savn igennem hele bogen, men alligevel så fremstår Ask en smule teflonbelagt igennem historien, da han ikke rigtig formår at vise sine følelser.

Hele serupet omkring at naturen overtager menneskelige følelser og derigennem søger hævn er godt fundet på. Jeg oplevede dog at det hele gik lidt for hurtigt frem for min smag, således at spændingen ikke blev bygget ordentlig op.

Alt i alt ikke en bog jeg kan anbefale.

Bogen er udgiver på forlaget CarlsenPuls.    

lørdag den 17. juni 2023

Jeg er Manto af Silja Okking

 Anmeldelse 3 ud af 5 stjerner 

Bogen handler om Manto som sniger sig med på en båd for at finde svarene på sine drømme. Her møder han Sandløberen Hewa.

Manto og Hewa tager ud for at finde svar, men alt bliver mere og mere underligt. 

Manto har en evne at nogen gange stopper tiden og så ser han hvad der vil ske inden det sker.

Bogen var forvirrende og svær at forstå og jeg synes ikke bogen er lige så god som første bog i serien.

Læs bogen hvis du kan lide spænding og uhyre. 

- Sarah 11 år

Bogen er 2.del af en serie. Første bog hed Jeg er Saga.

Bogen er udgivet på forlaget Gutkind og er modtaget som et anmeldereksemplar. 

fredag den 16. juni 2023

A.S.P.E. De dødes duel af Mette Finderup

 

Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner

Bogen handler om ASPE gruppen der nu har fået en ny mission. De skal ud og dræbe et monster der dræber nogle forældreløse børn. De forældreløse børn arbejder med at skaffe tørv. 

ASPE gruppen får en varm velkomst af en kvinde og hendes mand. Nu er det bare at begynde at finde ud af hvem der har dræbt alle børnene. 

Først tror ASPE gruppen at det er en tiger, men det er det ikke. Svaret er i virkeligheden meget tættere på dem end de tror....

Jeg synes ASPE-serien er rigtig god fordi bøgerne har meget kamp i, og fordi de handler om venskab.  

Hvis du ikke allerede kender A.S.P.E. serien, så kan jeg anbefale dig at skynde dig at låne dem på biblioteket. Serien er super god.

- Mads 13 år.

Bogen er flot illustreret af  Christian Guldager.

Bogen er dugiver på forlaget Alvilda og er modtaget som et anmeldereksemplar. 

torsdag den 15. juni 2023

Forår med Pindsvinet Pirke af Karen Borch

 Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner 

En skøn kombination af rim og fakta. 

I bogen følger vi Pindsvinet Pirke som vågner af sit vinterhi og begiver sig ud i foråret. Rimene i bogen fungerer. De "svinger" ligesom, så man næsten får lyst til at nynne dem ud. Selve fortællingen er også rigtig god.

Bogen har derudover en masse fakta om dyr og naturen og der er masser af lærdom på siderne. Det er med til at give bogen masser af genlæsningsværdi. 

Bogen er læst højt for børn i alderen 4 til 11 år og vi er alle enige, inklusive de voksne, denne bog får vores varmeste anbefalinger 

Bogen er udgivet på forlaget Gyldendal og er modtaget som et anmeldereksemplar. 

onsdag den 14. juni 2023

Skarp på frøer af Owen Davey

 Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner 

En flot og lærerig billedbog. 

Denne faktabog er fuldt med viden, flotte illustrationer og har et lækkert design. Alt dette gør at bogen er rigtig godt egnet som højtlæsningsbog og også til at slå op i, eller snakke ud fra.

Fakta om frøer, deres liv fra æg til frø/tusse, deres øjne, farver, vinterhi m.m. præsenteres på en rigid god og letforståelig måde, sådan så både Elisa på 4 år, Katrine på 9 år og Sarah på 11 år hver på deres måde fik noget ud af højtlæsningen.

En anbefaling herfra. 

Bogen er udgivet på forlaget Gads Børnebøger og er modtaget som et anmeldereksemplar. 

tirsdag den 13. juni 2023

Spare af Prince Harry

 Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner 

En øjenåbner. 

Bogen er en personlig beskrivelse af livet i det britiske kongehus over de sidste 25 år. Fra prinsesse Dianas ulykke og død, over krigen mod terror, til kongelige bryllupper og børnefødsler. Prins Harry sætte ord på oplevelserne og giver dermed sin læser et unikt indblik bag facaden. 

Bogen er, som alle biografier, præget af hvem der fortæller historien. Dette gør dog ikke bogen mindre interessant, tværtimod. Det er en befrielse at få lov til at mærke mennesket bog titlen og jeg har virkelig nydt at læse denne bog. 

En anbefaling herfra. 

Bogen er hørt som lydbog via appen Libby. Forfatteren er selv oplæser og det gør læseoplevelse endnu mere ægte.

søndag den 11. juni 2023

Toldeliv Askemor af Sissel Bøe

 Anmeldelse 2 ud af 5 stjerner 

En skuffende læseoplevelse fra er universet vi ellers holder meget af.

Bogen handler om naturen og hvordan det at give uden bagtanke, betyder at naturen giver rigeligt tilbage. 

Bogen er læst højt for Elisa på 4 år og Katrine på 9 år og ingen af børnene kunne holde koncentration under højtlæsningen.

 Fortællingen var for højtflyvende og havde helt sikkert til hensigt at sætter tanker i gang hos læseren omkring naturen, men desværre så var den alt for indviklet for målgruppen. 

Det endte med at Elisa begyndte at spørge ind til ting på illustrationerne som egentlig ikke havde noget med fortællingen at gøre, og Katrine hold helt op med at lytte. 

Bogen er forsøgt læst højt af 2 omgange med samme resultat og derfor bliver det ikke en anbefaling herfra. 

Bogen er fantastisk illustreret af Peter Madsen og hans altid smukke illustrationer trækker læseoplevelse op.

Bogen er udgivet på forlaget Alvilda og er modtaget som et anmeldereksemplar 

lørdag den 10. juni 2023

Den blå paraply af Emily Ann Davison

 Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner

En fin fortælling om at dele.

En blå paraply dukker på mystisk vis op på dørtrinnet hos en pige og hun tager den med sig på en gåtur i parken. Da regnen begynder tilbyder pigen først sin mor og derefter også andre at komme i ly under paraplyen. Under paraplyen skaber de sammen en magisk stund med hygge, samvær og nærhed.

Bogen er læst højt for Elisa på 4 år og Katrine på 9 år og begge pigerne nød bogen. De synes det var sjovt at paraplyen i fortællingen blev større og større, og de fortalte om hvordan de selv havde prøvet at søge i ly under et stor træ i et regnvejr.

Bogen er flot og farverigt illustreret af Momoko Abe.

Bogen er udgivet på forlaget Gads børnebøger og er modtaget som et anmeldereksemplar.  

fredag den 9. juni 2023

Det glemte land af Marion Zimmer Bradley

Anmeldelse 3 ud af 5 stjerner

En udmærket fortsættelse.

Denne fortælling er meget karakterdrevet og det betyder at læseoplevelsen let kan blive præget af om man som læser kan lide eller ikke lide de forskellige karakterer.

Morgaine er den gennemgående karakter om hvem historien er centeret. Hun gør i bogen op med sin fortid, både som søster til kongen og datter af den forhenværende stordronning, men også som præstinde og potentiel arvtager til titlen som Frue af Søen. Jeg er vild med Morgaine, hun er menneskelig i sin ugengældtes kærlighed, stærk i sin beslutning om at følge egne veje og sårbar i forholdet til sin søns herkomst.

Gwen er ligeledes en gennemgående karakter. I starten af bogen var hun sympatisk. Gwen lider af angst og der er i bogen nogle fine beskrivelser af hendes følelser omkring dette. Men senere hen i bogen udvikler hun nogle virkeligt ubehagelige karaktertræk, som gør at jeg som læser blev noget træt af hende, og herunder også af hendes mand storkongen Arthur.

Lancelet er ligeledes en gennemgående karakter - En meget dygtig ridder, en god ven og forelsket i dronningen. En interessant og sammensat karakter at følge. 

Alt i alt så var dette en god bog - og jeg planlægger at læse videre i serien snart.

- Yvonne

Bogen er 2.del af serien Tågerne omkring Avalon. 

torsdag den 8. juni 2023

Knogledrengen 2, Udfordret, af Astrid B. Z. Madsen

 Anmeldelse 4,5 ud af 5 stjerner

Bogen er handler om drengen Allister. Allister skal klare 10 dage, og så bliver han en del af sin fars familie slægt. Men det er ikke bare så let. 

I de ti dage kan Allistar ikke være hjemme hos sin mor og gå i sin egen skole, for hans mor vil ikke have noget med faderen at gøre. Derfor er Allister løbet hjemmefra indtil de 10 dage er gået. Og ikke nok med det, så har Allistar også en ond onkel efter sig. Onkelen vil gerne have fat i den kuffert som Allister har, men hvis Allister mister kufferten så kommer han ikke ind i sin fars slægt. 

Kufferten er fuld af hans fars slægts knogler. Så det er ikke så let at være Allistar.

Bogen er spændende og den handler om venskab. Bogen er virkelig god og jeg anbefaler den til alle der godt kan lide at læse noget spændene og mystisk.

- Mads 13 år.

Bogen er 2.del af serien om Knogledrengen og er udgiver på forlaget Calibat. Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar.


onsdag den 7. juni 2023

Sallys far er skidesjov af Thomas Brunstrøm

 Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner 

Perfekt underholdning til sommerens kommende bilture igennem Europa 🤣

Da vi forleden dag skulle på en længere køretur tog i denne bog med og den gav os masser af underholdning og grin i bilen. 

Mens Sarah læste højt, hold Mads regnskab på hvem der kunne gætte flest jokes og på forsædet grinede vi voksne ellers med på dyre-jokes, platte-jokes, skole-jokes og meget mere. 

Hele familien var super godt underholdt og derfor får bogen vores absolut mest grinagtigt anbefalinger 😂

Bogen er illustreret af Thorbjørn Christoffersen. 

Bogen er udgivet på forlaget Carlsen og er modtaget som et anmeldereksemplar. 


søndag den 4. juni 2023

Hvidbjørn af Maja Lunde

 Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner 

En tegneserie for hele familien. 

Et klassisk eventyr blandet med smukke illustrationer gør at denne bog går rent ind hos store og små. Her i huset har Mads, Sarah og jeg alle 3 læst bogen og vi er meget enige i at dette er en vidunderlig fortælling. 

Bogens eventyr er centeret omkring griskhed og moralen er, at så længe du tager det du har brug for, og ikke mere, da forbliver er mennesket og naturen i harmoni. 

En varm anbefaling herfra. 

Bogen er meget smukt illustreret af Hans Jørgen Sandnes. 

Yvonne, Sarah og Mads 

Bogen er udgivet på forlaget Turbine og er modtaget som et anmeldereksemplar. 


lørdag den 3. juni 2023

Frisk fnidder af Mads TM

 Anmeldelse 3 ud af 5 stjerner

Friske rim og humoristiske illustrationer

Børn elsker rim og tosserier og derfor fungere denne bog rigtig fint som højtlæsningsbog. Bogen er opbygget med en række korte rim på hver dobbeltside som passer fint sammen med bogens illustrationer.

Bogen er læst højt for Elisa på 4 år og Katrine på 9 år - Begge børn synes bogen var ok god, men så heller ikke mere.

Som oplæser savnede jeg lidt en rød tråd i bogens rim. 

En middel læseoplevelse.

Bogen er udgiver på byens forlag og er modtaget som et anmeldereksemplar.


torsdag den 1. juni 2023

Mig & Mille, På dybt vand af Anne Sofie Hammer og Sofie Lind Mesterton

 Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner 

Gør som Sarah - Nyd sommersolen i hængekøjen i selskab med en god bog.

Det er snart sommerferie og Mille og Mille har vikar. Vikaren er heldigvis med på fis og ballade. Pigerne laver en masse sjove pranks, men en af dem går lidt galt. 

Læs bogen hvis du vil vide hvad Mille og Mille har fundet på...

Bogen er rigtig god til dig som både kan lide tegneserier og fis og ballade. 

Jeg kan godt lide at bogen har en masse sjove billeder på siderne. Det gør at bogen er hurtigt og sjov at læse.

- Sarah 11 år

Bogen er 3. bog i serien om Mig & Mille og er udgivet på forlaget Gutkind. Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar. 

Dobbeltfejl af Anne Mette Kirk

 Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner 

Da en video med seksuelt indhold deles på den lokale skole sætter det gang i en lavine af begivenheder. For videoens medvirkende er 3 drenge fra 5 klasse og spørgsmålet om hvorvidt der er tale om drengestreger eller overgreb er ikke så lige til at besvare. 

Bogen viser med alt tydelighed hvor let det er at sætte hinanden i bås uden forud herfor at spørge nysgerrig ind.

Kan et venskab holde når den enes søn er den andens søns gerningsmand? Kan et ægteskab holde når den fælles virksomheds økonomi er truet? Kan teenageren som råber op om bæredygtighed i virksomheden gemme på mere under det kamplystne ydre?

Anne Mette Kirk skriver sine karakterene og deres handlinger yders troværdigt. Læseren inviteres helt ind hvor livet gør ondt, hvor kærligheden brister og hvor savnet og mistilliden bor. 

Denne er en bog er en fortælling jeg vil huske længe efter at sidste side er vendt. Måske fordi jeg selv er mor til børn i den alder, måske fordi også jeg kan dømme folk for hurtigt, men mest af alt fordi bogen er fabelagtig godt skrevet. 

Mine absolut varmeste anbefalinger. 

 - Yvonne 

Bogen er udgivet på forlaget Gutkind og er modtaget som et anmeldereksemplar. 


Havets kæmpe af Katja Brandis

 Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner  Bogen handler om Tiago, som et en seawalker. Det betyder at han kan forvandle sig selv ind til et havdyr. Ti...