Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner
Fremragende skrevet. Spændende historie. Interessante karakterer.
Sverige i middelalderen (1434). Kalmarunionen er usikker og presses både af adlen som vil have mere magt og af almuen som er utilfreds med kongens skatter. Gennem slægten Natt och Dag, hvis motto er Skæbnen og Håbet, fortælles historien om et Sverige i krig - både internt og mod den danske kongemagt.
I centrum for historien står den unge mand Måns som sendes hjemmefra for at tjene Engelbrekt Engelbrektsson, og om Måns familie som har våbenskjoldet i blåt og guld (Natt och Dag).
Selv om Måns har en vigtig rolle i historien, så får de øvrige karakterer også god plads. Søsteren som savner sin mors kærlighed, hustruen som er klogere og modigere end sin fordrukne ægtemand, vennen som begår drab og mange flere.
Der er mange karakterer at holde styr på, men alle er de skrevet frem så de står tydeligt i mit hoved under læsningen på hver deres måde med både evner og fejl. Det føles ægte og livagtig.
Sprogligt er bogen holdt i en lidt gammeldags tone. Det gør muligvis bogen lidt mere vanskeligt at læse, men gevinsten er at man som læser helt naturligt føres tilbage i tiden. Det fungere rigtig godt for mig - og så betaler jeg gerne prisen ved at have et lidt langsommere læsetempo end normalt.
En meget varm anbefaling herfra og jeg håber meget at der kommer flere bøger i serien, selv om denne bog egentlig også godt kan stå for sig selv som en afsluttet historie.
- Yvonne
Bogen er udgivet på forlaget Gutkind og er modtaget som et anmeldereksemplar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar