Anmeldelse 2 ud af 5 stjerner
Et dystert eventyr med stemningsfyldte illustrationer.
Vi følger pigen Alice og hendes 2 venner Said og Timme ind i en magisk parallelverden på jagt efter den troldmand som har bortført Alice lillebror.
Historien virker kraftigt inspireret af bl.a. Alice i Eventyrland og formentlig også Brødrene Grimms eventyr. Den er mørk og dyster i sin fortælling.
Jeg havde set frem til bogen som virkede mystisk og dragende på mig. Illustrationerne, som er skabt af forfatteren selv, er fabelagtige flotte.
Desværre så fangede midten af historien mig ikke rigtig - lidt for lidt handling og lidt for meget rejsen fra A til B.
Sidefortællingerne om pigen Jacobina som Alice ser op til, men som er blevet for 'stor' til at lege og hellere vil stå og ryge, og også den sidehistorie om Alices forældre som står foran en mulig skilsmisse pgs moderens utroskab, virker begge underligt malplacerede i en eventyrbog. Jeg ved ikke rigtig hvad forfatteren vil med dem og jeg synes ikke de bidrager til selve hovedhistorien.
Derudover så har jeg det anstrengt med seriebøger som ikke hver især indeholder en egentlig slutning. Jeg har intet imod en cliffhangar til slut, men i dette tilfælde er det mere som om forfatteren slutter midt i optakten til den egentlige slutning.
En læseoplevelse under middel og ikke en serie jeg kan anbefale.
Bogen er første del af serien Midnatssolens rige og er udgivet på forlaget Alvilda.
Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar