søndag den 28. februar 2021

Solstenen af Toni Adeyemi

 

Anmeldelsen 3 ud af 5 stjerner

Jeg er helt vild med at dette fantasyunivers er afrikansk inspireret. Det er befriende for en gang skyld at slippe væk fra det klassiske vestligt inspirerede univers og i stedet befinde sig på en meget anderledes og samtidig eksotisk sted.

Historien følger en gruppe unge mennesker som kæmper for overlevelse og for henholdsvist at enten at genskabe eller bremse magien i landet. Kærlighed opstår og tillid brydes ned undervejs.

Selve historien fangede mig dog aldrig 100%. Måske var det fordi jeg hørte bogen som lydbog i stedet for at læse den fysiske bog. Uanset grundet dertil, så kom karaktererne i hvert fald aldrig rigtig ind under huden på mig. Deres beslutninger virkede forhastede og en anelse utroværdige. 

Bogen har dog også mange gode kvaliteter, bl.a. kraftfulde beskrivelser af fx. racehad og kampen for at finde modet til at sige fra over for sin familiens forventninger.

- Yvonne 

Bogen er første del af fantasy serien Children of Blood and Bone. Bogen er udgivet på forlaget Politiken.

Bogen er hørt som lydbog via eReolen.


Frederikke kommer til at slå af Rikke Ella Andrup


Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner 

Bogen handler om pigen Frederikke der kommer til at slå sin veninde på armen.

Frederikke har fået lov til at låne en flot hårbøjle af sin storesøster og da hun møder 2 veninder på legepladsen driller de hende, fordi de er misundelige. Frederikke ender med at blive så sur og afmægtig at hun slår sin veninden.

Efterfølgende hjælper Frederikkes storesøster og pigerne bliver gode venner igen

Bogen er læst som højtlæsning for Katrine på 7 år og Sarah på 9 år.

Bagefter snakkede jeg med pigerne om misundelse. Katrine fortæller, at hun har oplevet at de andre børn var misundelige på hendes Pikachu bamse dengang hun var til overnatning. Vi snakker om hvad man skal gøre hvis man selv oplever at blive misundelig. Jeg er vild med bøger som kan sætte gang i den slags samtaler 👏

Katrine og Sarah fortæller at det bedste i bogen er da de allesammen bliver venner igen og leger sammen.

Bogen er udgivet på forlaget Petunia og har flotte illustrationer af Ane Gudrun. 

Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar. 

lørdag den 27. februar 2021

Tyr af Lise Villadsen

 

Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner 

En bog om mobning og om at finde ind til sig selv. 

Bogen tager os med på en dag i drengen “Big Boy´s” liv. Ved første øjekast er han “ en del af drengeflokken”. Han hænger ud sammen med dem, griner sammen med dem, laver pranks sammen med dem. 

Men der er forskel på at grine sammen med og grine af hinanden. Der er forskel på at vælge selv og på at blive presset. Og der er STOR forskel på en god ven og en tyran...

En relevant bog om mobning og en meget velskrevet bog.

Læs den!

- Yvonne 

Bogen er udgivet på forlaget Gyldendal og er en del af serien Mellem_rum.


fredag den 26. februar 2021

Drengen i vinduet af Helle Perrier

Anmeldelse 4,5  ud af 5 stjerner

Ayla og Lyra er slaver for nogle pirater og de vil gerne slippe væk. Ayla skal flytte kasser på loftet og der møder hun en dreng som hun bliver venner med. Drengen hedder Tiago. Da Ayla har flyttet næsten alle kasserne opdager hun et vindue. Det vil hun bruge til at slippe væk. Ayla har tænkt sig at slippe væk samme nat og hun vil have Lyra med.  

Om natten flygter Lyra og Ayla. Tiago hjælper dem. Tiago bliver tilbage hos piraterne fordi det er der han bor og fordi hans far er lederen af piraterne.

Jeg synes bogen er god, fordi den er meget spændende og fordi de hjælper hinanden. Jeg kan bedst lide Ayla fordi hun er meget modig 😊

Sarah 9 år👩🏼‍🦱

Bogen er illustreret af Aske Schmidt Rose

Bogen er 2. bog i klimafiktionserien om Den gule Planet og er udgivet på forlaget Krabat. Bogen er en del af serien “Klodebøger” som omhandler klimaforandringer og FNs verdensmål.

Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar.

torsdag den 25. februar 2021

Spirit Animals 3 - Blod Bånd af Garth Nix og Sean Williams

Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner

 Bogen handler om Meilin, som er rejst hjem for at finde sin far. Meilin´s far er blevet meldt savnet. De andre faldne prøver at få skaffet den næste talisman. Det er elefanten Dinesh. Meilin finder sin far og faderen insisterer på, at hun skal finde sammen med de andre faldne igen. 

Meilin og de andre faldne kommer op imod selve den altfortærende. Det var ikke let at vinde. De får hjælp af næsehorns rytterne og Meilin og hendes far og hans hær. Alle lider tab. Næsehorns rytternes leder mister sit næsehorn og Meilin mister sin far. En grønkåbe som hjalp de faldne mister sin totemdyr😭

Jeg synes bogen er god, fordi den er godt skrevet og fordi den er spændene.

- Mads 10 år

Bogen er 3. del af serien om Spirit Animals, Totemdyrenes Saga. Bogen er udgivet på forlaget Alvilda.

onsdag den 24. februar 2021

Harry Potter og de vises sten af J.K. Rowling

 

Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner 

Historien om drengen der ikke kunne slås ihjel. En historie om magi og om venskab, om mod og ondskab. Dette er og bliver en perfekt fantasybog. 

Harry opdager i en alder af 11 år at han er troldmand. Han begynder herefter på kostskolen Hogwarts skole for Heksekunster og Troldmandsskab. Her møder Harry bl.a. de jævnaldrende Ron og Hermione og finder et særligt fællesskab i magiens verden. 

Harrys forældre er blevet dræbt af mørkets troldmand Voldemort da Harry var spæd. Hvad Harry ikke ved er, at opgøret med Voldemort langt fra er forbi.

Jeg har læst bogen før, flere gange endda. Denne gang i den såkaldte pragtudgave skabt i samarbejde med Minalima.

Jeg holder så uendeligt meget af de dejlige karaktere i denne bogserie. Lige fra den småtossede og hjertelige Dumbledore. Den gode ven Ron, drengen alle kan lide. Hermione, den kloge pige, hvis venskab og evner igen og igen redder dagen og mange mange flere - herunder selvfølgelig Harry selv. Dertil kommer et hel unikt universet som er intet mindre end fantastisk.

Bogen er første del af fantasyserien om Harry Potter. 

Bogen er udgivet på forlaget Gyldendal. 

tirsdag den 23. februar 2021

Nordisk mytologi af Neil Gaiman

 

Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner

Gaiman tager sin læser med gennem myterne fra den nordiske mytologi. Frit genfortalt og opdelt i 15 mindre historier.

Fortællingerne vil, for de af os som holder af emnet, være primært gammel kendt stof. Alligevel blev jeg tryllebundet af historierne, når jeg om aftenen satte mig med bogen. Jeg måtte have “bare en fortælling mere”... For Gaiman gør det godt i sin genfortælling af myterne og det betyder at siderne flyver af sted i selskab med denne bog.

Jeg blev faktisk lidt overrasker da jeg opdagede at biblioteket kategoriserede bogen som en fagbog, men her efter endt læsning, så kan jeg godt forstå det. Gaiman er tro mod myterne og den nordiske asatro i sin genfortælling. Så selv om der er tale om hans egen frie fortællerstil, så vil bogen fint kunne bruges som opslagsværk. 

- Yvonne 

Bogen er udgivet på forlaget Modtryk.


mandag den 22. februar 2021

Mørkets gerninger går igen - Antologi udgivet på forlaget Petunia

 

Anmeldelse 3 ud af 5 stjerner

Der er 10 horror fortællinger i denne antologi. Jeg synes ikke lige godt om dem alle sammen, men det er kun naturligt. Nogle rammer mig andre gør ikke. Den spænder vidt fra genfærd til monstre og andet gyseligt. Nogle af novellerne er helt klassiske mens andre er mere opfindsomme. 

Noget der er slående er at hovedpersonerne i næsten alle novellerne er piger/kvinder, men de fleste af novellerne er også skrevet af kvinder. Jeg bliver ikke rigtigt skræmt af historierne, men den er også fra aldersgruppen 13 år og op, og det synes jeg godt kan mærkes på de enkelte noveller, de er skrevet i et ungdommeligt sprog. 

Det gode ved noveller er at man hurtigt er videre til en ny, hvis den ikke lige fanger en. Det kræver også noget af forfatteren at opbygge en stemning og intensitet på så få sider, men dette synes jeg generelt de er lykkedes med. 

Jeg fremhæver to af novellerne som jeg synes var de bedste og det drejer sig om “Hotel” og “Den gode nabo”. Førstnævnte handler om en ung mand der overnatter på et hotel langt fra lov og ret. Den er spændende, på den der måde, at man lige må have den næste side med. Den sidstnævnte handler om en pige der er indlagt på hospitalet, og beskrivelserne af stemningen er ramt lige i øjet, samtidig med at jeg synes der er en underliggende humor i den, og det klæder den godt.

- Kenneth

Bogen er en horror-antologi udgivet på forlaget Petunia. Bogen indeholder fortællingerne:

#nofilter – Sabine Hein

Allerdybest nede – Gry Oustruper 

Flænger – Karina Sund

Vis mig mere – C. Olsen

Dukkeøen – Helle Jakobsen

Hotel – Freddy E. Silva

Stilhed – Maria Pilh Bengtsen

Skyggen – AJ Weida

Den gode nabo – C. C. Thybro

Blodrus – Pernille Thorenfeldt

Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar.

søndag den 21. februar 2021

Finn ser et rådyr af Marie Duedahl

Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner

Bogen handler om drengen Finn som er på besøg hos min mormor. Mormor har nogle flotte blomster i haven, men der kommer et rådyr og spiser og ødelægger haven om natten. Heldigvis kan Finn et smart trick med nogle æggeskaller som kan skræmme rådyret væk.

Bogen er læst sammen med Katrine på 7 år. Katrine fortæller, at hun synes det er lidt syndt at rådyret bliver skræmt væk, fordi den vil jo bare gerne vil have noget at spise.

Katrine synes det er en god bog.

Bogen er flot og farverigt illustreret af Thomas Balle.

Bogen er en del af serien “lyn” fra forlaget Straarup & Co. Bøgerne er niveauinddelt med henholdsvist 1, 2 eller 3 lyn alt efter sværhedsgrad og længde. “Finn ser et rådyr“ er niveau 2 (2 lyn) og har Lix 8/Lettal 11). 

Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar. 

lørdag den 20. februar 2021

Fire finurlige fortællinger af Ane Gudrun

 

Anmeldelse 4,5 ud af 5 stjerner

Vi er store fans af Ane Gudruns børnebøger her i huset og kendte derfor allerede 3 ud af 4 af de bøger som tilsammen er blevet til lydbogen “Fire finurlige fortællinger om børn for børn”. 

Lydbogen er hørt af Katrine på 7 år, Sarah på 9 år og storebror Mads på 10 år som droppede ind til de sidste historier.

Katrine kan bedst lide historien om Vanddragen, fordi at det er sjovt når pigen opdager et hendes hund er en drage. Sarah kan godt lide historien om Elefanten, fordi hun synes det er sejt at drengen endeligt siger NEJ til sin lillesøster. Mads roser Solvej elsker ord, fordi pigen siger en masse ord hele tiden og det er altså sjovt.

Det er meget sjældent at vi bruger lydbøger til børnene - personligt er jeg nok lidt gammeldags og foretrækker selv at læse historierne højt, så vi kan snakke sammen løbende om handlingen. Jeg var derfor meget spændt på, at høre børnenes mening om ”det at høre lydbog” sammen. De fortalte, at det var lidt underligt, at der var en anden som læste højt, så man ikke selv skulle læse (Sarah), men det var også sjovt og dejligt bare at sidde og lytte. De var enige om, at de gerne vil høre flere lydbøger og at ham der læste højt (Lars Thiesgaard) var rigtig god.

Lydbogen ligger på eReolen og har en varighed på ca. 3 kvarter. 

Lydbogen er sammensat af 4 børnebøger “Vanddragen” “Solvej elsker ord og monstre” “En elefant på værelset” og “Pigefest ... for Søren”, som alle er kendetegnet ved at have en god historie på hjertet.

Lydbogen er udgivet på forlaget Petunia.


Ude for uden af Niels Krause-Kjær

 Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner  Velskrevet historisk roman om landbruget fra efterkrigstiden frem til nutiden. Bogen foregår delvist i forti...