Anmeldelse 3 ud af 5 stjerner
I bogen følger vi børnene Marie og Max som rejser tilbage i tiden til 1500-tallets Firenze. Her møder de bl.a Leonardo da Vinci, Niccolo Machiavelli og Michelangelo.
Forfatterne gør det rigtig godt med beskrivelserne af Firenze og by-samfundet fra dengang. Lort i gaderne, et hårdt barneliv, uhumskheder og hekseforfølgelse beskrives i detaljer. Man mærker som læser at forfatterne har lagt et godt stykke arbejde i researchen.
Marie og Max er rejst tilbage i tiden for at redde deres barnepige Amanda som sidder fængslet, anklaget for at være en heks. Marie og Max får både hjælp fra en jævnaldrende dreng, Leonardo da Vinci og en ravn fra fremtiden, i deres forsøg på at befri Amanda og komme hjem til deres egne tid.
Bogen er en ungdomsbog på ca. 250 sider. Sproget og skrivestilen er forholdsvist letlæseligt. Bogen er spændende, men ikke som sådan særlig dyb. Karaktererne er jævnt godt beskrevet, men gennemgår ikke den store udvikling.
- Yvonne
Bogen er første del af serien Tidsvogterne og er udgivet på forlaget Hoi. Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar