Anmeldelse 1 ud af 5 stjerner
En fortælling om naturen. En fortælling om gammel had mellem racer. Om tillid og nye venner og et opgør med familien.
Jeg havde meget høje forventninger, men denne læseoplevelse står desværre tilbage som en noget rodet og uinteressant oplevelse.
Indledningsvis så oplevelse jeg at have det svært med de mange lange navne og begreber, som jeg blandende sammen og havde svært ved at udtale. Jeg savnede en bedre introduktion til universet og mere forklarende tekst.
Aglyphes verden er centerer omkring levende sten som indopereres i kroppen lige før voksenlivet, hvorved der opnås en symbiose mellem sten og kroppen. Får man ikke en sten så visner man og dør. Nogle dyr har sten, andre ikke. Det er mig uklart hvordan systemet virker mht dyrene, da de jo af naturlige årsager ikke kan indoperere sten selv, og jeg ser ikke et mønster i hvilke dyr som har sten og hvilke der ikke har. Hvorfor jeg konkludere at dyrenes liv ikke er afhængig af sten - men det er rent gætværk fra min side.
Aglyphe forlader sin stamme for at jagte svar i menneskernes verden, og her savner jeg igen forklarende tekst. Menneskerne laver fx komplekse maskiner, men resten af samfundet fremstår meget middelalderligt. Det er en spøjs kombination.
Bogen bliver aldrig spændende. Jeg døsede hen eller oplevede at tankerne vandrede under læsningen.
Ikke en bog jeg kan anbefale
Bogen er udgivet på forlaget Krabat og er modtaget som et anmeldereksemplar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar