Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner
Humor, rim og skæve illustrationer.
Det tog os lidt tid at finde rytmen. De første sider blev genlæst, men da vi først fandt rime-rytmen, så fandt vi også læseglæden. Bogen er skrevet på rim så 1., 2. og 5. linje rimer, og så 3. og 4. linje rimer.
Drengen Oswald og hans hund flytter i hus, men ak og ve. De har fået en sur nabo som slet ikke kan lide leg og støj. Da naboen kommer på hospitalet så opdager de dog, at selv en sur nabo kan have sine fordele.
Bogen er læst højt for Elisa på 3 år, Katrine på 8 år, Sarah på 10 år og Mads på 11 år. Alle børn var fanget af historien og særligt da fru Pok gjorde sin entre blev der grinet højt.
En god historie i en passende længde, skøn humor og så er vi vilde med de anderledes illustrationer lavet af Thorbjørn Petersen og Mårdøn Smet.
Vi kan anbefale bogen til alle som gerne vil smile lidt under højtlæsningen.
Bogen er udgivet på forlaget Gads Børnebøger og er modtaget som et anmeldereksemplar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar