Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner
Genlæsning af en bog som jeg læste for næsten 20 år siden i forbindelse med at jeg også læste Lord of The Rings bøgerne.
Alle ægte fantasyfans bør efter min mening læse Tolkien. Det er klassisk fantasy med elvere, dværge, troldmænd og drager.
Hobitten er en af de letteste af Tolkiens bøger - Oprindeligt tænkt som en børnebog - og fortællingen er da også forholdsvis lige til at gå til.
Vi følger en gruppe dværge på deres livs eventyr - På jagt efter en mægtig skat gemt i hjertet af et bjerg, bevogtet af en dødbringende drage.
Tolkiens bøger er kendt for sine små og ikke særligt klassiske helteskikkelser hobitterne. I dette eventyr er det hobitten Bilbo som gang på gang redder rejseselskabet ud af kniben. Bilbo er ikke en klassisk helt, han er fx ikke altid modig og han er heller ikke altid helt ærlig. Men når alt kommer til alt, så er han den perfekte eventyrer, også selv om han på det meste af rejsen savner sit hjem noget så forfærdeligt.
Bogen har en skøn underfundig humor - særligt Gandalf, den dygtige og småtossede troldmand, står for denne del af fortællingen.
En varm anbefaling herfra.
- Yvonne
Bogen er netop genudgivet i to flotte udgaver på forlaget Gyldendal.
Har du, som jeg, de flotte lærredsindbundne udgaver af Ringenes herre som udkom sidste år med illustratorer af Hendes Majestæt Dronningen (Ingahild Grathmer), så vil jeg anbefale dig at se efter den smukke brun/grønne udgave. Den passer flot ind i bogreolen.
Men holder du af Tove Jansson, og vil du lokke lidt klassisk litteratur i børnene, så bør du uden tvivl få fingrene i den lyserøde illustrerede udgave.
Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplare.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar