Anmeldelse 1 ud af 5 stjerner
En gruppe af venner (kriger, magiker og præst) lever livet i byen. Da den ene ven, Horan, udvælges af guderne, erklæres han som fjende af kongehuset. Han udsættes for forhør og ender med at blive slået ihjel. Vennerne Josol og Askil får ham dog bragt tilbage igen.
Gruppe begiver sig nu ud på en rejse væk fra truslen fra kongens vagter. Men da de ved en fejl åbner et hemmeligt magisk dokument ender deres rejse i en mission for at opklarer det magiske dokumenters hemmelighed og slutteligt et opgør mod de gamle guder.
Undervejs får de både hjælp, nye venner, udsættes for livsfare og møder kærligheden.
Umiddelbart kunne ovenstående godt lyde som en perfekt fantasybog. MEN læseoplevelsen for mig var alt andet end perfekt. Bogen vil det hele, og mere til, på en gang, hvilket giver et forvirrende og rodet indtryk. Der er ingen ordentligt beskrivelser af magien og dens begrænsninger. Og det er som om alt er muligt - Guder, magiske dyr, elektronisk dimser med særlige egenskaber, dødbringende prøvelser i en stor sammenblanding. Dertil kommer at karaktererne træffer utroværdige beslutninger, foretager utrolige gerninger og er næsten ustoppelige. Handlingen mangler simpelthen realistiske træk og struktur.
Jeg kan bestemt ikke anbefale denne bog.
- Yvonne
Bogen er udgivet på forlaget Store Ord og er første del i Traia Trilogien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar