Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner
Dette er en klassiker ud i fantasygenren og det med god grund, for fortællingen er velopbygget, spændende og fyldt med kraftfulde karakterer. Dertil kommer at Pullmans worldbuilding ligger sig så tæt op af vores egen kendte verden at man som læser hurtigt føler sig hjemme i Lyras verden, hvilket giver forfatteren albuerum til at tilsætte sit fantastiske element i form af bl.a. panserbjørne, flyvende hekse og daimons uden at behøve at bruge særligt meget plads på at forklare sig.
Lyra er opvokset på et kollegium på Oxford universitet hvor hun har suget til sig af både visdom og narrestreger, nok mest narrestreger. Lyra er klog og handlekraftig, og både hun og hendes daimon Pantalaimon (et lille dyr som er bundet til sit menneske for livet og som deler tanker og følelser og delvist også personlighed med sit mennesket) er sympatiske og interessante at følge gennem historien.
Da lokale børn begynder at forsvinde begiver Lyra og Pantalaimon sig ud for at løse gåden, hvilket bringer hende tættere på sandheden om både sit eget ophav og også lige midt ind i en magtfuld kamp mellem kirken og videnskaben.
Bogen er ud over at være en virkelig god og fantasifuld fortælling om en ung pige, ligeledes en fortælling om tro, arvesynden, overgangen mellem barndom og voksen og jagten på viden og magt. Dette er den type bog som indeholder flere lag, hvor hver genlæsning giver mulighed for at finde nye detaljer at undre sig og glædes over.
For mit vedkommende så er der tale om en genlæsning af første bog i en serie jeg læste for første gang for ca. 15 år siden. Dengang så jeg mest bøgerne som gode fantasy/ungdomsbøger. Ved denne genlæsning har jeg haft mere fokus på aspektet omkring tro/kirke og jeg fordybede mig mere i de passager hvor forfatteren lader sin egen skepsis overfor kirken skinne igennem. Jeg har ligeledes haft fokus på forholdet mellem menneske og daimon - set ud fra synspunktet om at disse små dyr er billeder af deres menneskers inderste sjæl. Og derved så fremstår bogen for mig ikke som "kun en underholdene ungdomsbog", men i stedet som noget meget dybere og mere komplekst.
En læseoplevelse jeg varmt kan anbefale og jeg glæde mig selv til at genlæse videre i serien.
Jeg har hørt bogen via appen Libby, hvor hele serien His dark Materials ligger som lydbøger indtalt "with a full cast".
Bogen er første del af en trilogi som på dansk er udgivet af forlaget Gyldendal.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar