fredag den 7. maj 2021

Den Sorte Ravns forbandelse af Helle Ryding

 Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner

Dette er fortællingen om den forældreløse Elisa som efterlades på trappestenen af godset Svaneborg. Elisa er viljestærk og lærenem og hun skaber derfor ligedele ballade og glæde i livet på godset.

Godsets ejer Grev Ulrich tager Elisa til sig som sin egen datter og giver hende sit efternavn. Den mystiske Leander flytter ind på godset og tager sig af Elisas skolegang. Elisa lærer om stjernerne og om livet i skoven - hun besøger mystiske steder og ser sjældne planter. Elisas barndom balancerer mellem eventyret og virkeligheden.

Da et mystisk brev med en forbandelse finder vej til Svaneborg begynder Elisa at få mareridt og dette sætter gang i en kædereaktion af begivenheder. Elisa må kæmpe for sit liv, hun møder elvere, en mosekælling og en hævngerrig baron. Hun forundres og lærer undervejs. Hun får nye venner og møder gamle fjender.

På godset møder vi ligeledes husholdersken Rigmor som forsøger at få lidt opdragelse ind i Elisa. Og vi møder gartneren Pedersen som passer svaneborgrosen som endnu aldrig har blomstret. Derudover er der nisser på godset og en ældre dreng Michael. Alle disse karakterer har hver deres historie at fortælle og alle er tilknyttet Elisa og Den Sorte Ravns forbandelse på en eller anden måde.

Forfatteren fletter elementer fra eventyr og gamle folkesagn ind i bogen på ypperste vis - Ellekonen, elvere, ellemosen, Elverhøj osv. Samtidigt med at hun gør det hele til sin egent univers og tilføjer magiske svaner, en mægtig skat fra havet, en magisk sværd, mørke væsner og meget meget mere.

Bogen kræver noget af sin læser, da der er mange tråde der skal holdes styr på. Alligevel flyver siderne af sted. Bogen blev aldrig forudsigelig og den er magisk hele vejen igennem. 

Bogen får mine absolut varmeste anbefalinger - En overset perle i dansk fantasy.

- Yvonne 

Bogen er første del af serien Morganas Kilder og er udgivet på forlaget Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tidsrejsen, En helt ny tid, af Merlin Mann

 Anmeldelse 3 ud af 5 stjerner Det handler om en pige og en dreng som er sammen. Der er noget sørgeligt i historien. Jeg vil ikke sige hvad ...