Anmeldelse 4 ud af 5 stjerner
Tag med til en fjern galakse - nærmere bestemt til planeten Lyra. Her vil du møde pigen Emilia, hun er 15 år, intelligent og pligtopfyldende. Emilia står til at få en stor karriere indenfor “systemet”, men Emilia er også en drømmer... og da der starter en ny pige, Stacy, på skolen, får Emilia lige så stille smag for eventyr.
Lyra indgår i Føderationen som er en sammenslutning af planeter. Alt styres ned til mindste detalje af magtfulde embedsmænd. Orden og fred hersker - men hvad sker der hvis man kommer på kant med “systemet” ?
Man kan tydeligt mærke at bogen er første del i en hvad der forhåbentlig bliver en lang serie. Læseren præsenteres for universet. De forskellige karakterers særlige træk beskrives. Og jeg vil rose forfatteren for at have skabt nogle både interessante, men også meget forskelligartede karakterer. Jeg ser meget frem til at følge både Emilia og Stacy, men bestemt og bi-karaktererne, Alex og Marcus, på deres rejse ud mellem stjernerne.
Mikkel Wendelboe skriver dialoger som er både levende og morsomme, og han giver dermed gang på gang sin læser et smil på læben. Tempoet er højt, men der er også plads til beskrivende detaljer.
Bogen kan læses fra ca. 12 år og op, men jeg vil bestemt også anbefale den til den lidt ældre læser. Jeg har i hvert fald haft stor fornøjelse af bogen og ser meget frem til næste bind udkommer.
- Yvonne
Bogen er udgivet på forlaget Krabat og er modtaget som et anmeldereksemplar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar