Anmeldelse 5 ud af 5 stjerner
Tilly er 11 år og bor sammen med sine bedsteforældre i familiens boghandel. Tillys mor forsvandt da hun var spæd og hun har aldrig kendt sin far. Tilly elsker at læse bøger, men har lidt sært ved det der med venner.
I ferien møder Tilly pludselig de mystiske piger Anne og Alice som dukker op i boghandlen. Samtidig begynder der at ske mystiske ting omkring Tilly. Fremmede personer dukker op og taler med hendes bedsteforældre som om de er gamle venner, og forsvinder derefter lige så pludseligt igen.
Tilly betror sig til nabodrengen Oskar, og før de to børn får set sig om, er de hvirvlet ind i et magisk eventyr.
Denne bog levere på så mange parameter at det er svært at få det hele med i en kort anmeldelse: Børns usikkerhed i deres søgen efter det perfekte venskab og glæden ved når dette findes. Savnet ved ikke at have sine forældre. Glæden ved bøger og læsning - både gamle klassiker som Tilly elsker og de mere moderne (herunder lydbøger) som den ordblinde Oskar holder af (Hurra for en historie som endelig italesætter at ordblinde også holder af at læse bøger). Eventyrlyst og skurke med skumle bagtanker.
Tilly og Oskar rejser ind og ud af bøgerne i deres søgen på svar på fortidens gåder og i jagten på deres eget eventyr.
Jeg vil anbefale denne bog til alle - ung som gammel. Læs den selv, læs den for dine børn, læs den med din klasse. Bare læs den for pokker 👍
Bogen er udgivet på forlaget HarperCollins underafdeling HarperChildren og er første del i serien Den magiske boghandel. Bog 2 i serien ser ud til at komme på dansk til sommer (og jeg glæder mig allerede).
Bogen er løbende stemningsfuldt illustreret af Paola Escobar - En dejlig detalje ved denne bog som jeg (også) er vild med.
- Yvonne
Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar